Kjelds liv
Kjeld blev født i en fornem familie i landsbyen Venning i Ålum sogn vest for
Randers omkring år 1100. Han var velbegavet og fik en god undervisning, og
allerede som tyveårig blev han kannik ved Viborg Domkirke. I Viborg blev han
sat til at undervise ved domkirkens skole - den senere katedralskole - hvor
stiftets præster lærte ham kirkens sprog, latin. Omkring 1145 blev han valgt
til provst af de øvrige kannikker. Kjeld var en meget omsorgsfuld, gavmild
og barmhjertig mand, der gav alt, hvad han formåede til de syge, fattige og
nødlidende. Til trods for, at kannikkerne selv havde valgt Kjeld som deres
provst, kom det snart til stridigheder mellem dem og ham, tilsyneladende
fordi de ikke brød sig om hans gavmilde uddeling af domkapitlets midler til
de fattige. Kannikkerne valgte en ny provst og Kjeld flyttede til Ålborg
hvor han blev præst ved Vor Frue Kirke
Senere begav han sig på en pilgrimsfærd til Rom, hvor han besøgte apostlenes
grave og fik foretræde for paven som overtalte ham til at vende hjem til
Viborg og fortsætte sit arbejde som provst ved domkapitlet. kort tid efter,
i 1150, døde han i Viborg og blev gravsat i domkirken.
Mirakler ved Kjelds grav
Efter Kjelds død blev det fortalt, at der skete mirakler ved hans grav.
Mange blev helbredt og befriet for onde ånder. Hele 12 blinde skal have fået
synet igen efter at have besøgt graven. Derfor skrev kongen og landets
biskopper til paven for at få Kjeld kanoniseret, det vil sige anerkendt som
helgen. Den 9. juni 1188 befalede pave Clemens den 3. biskop Absalon at
undersøge provst Kjelds levned og beretningerne om underne ved hans grav, og
hvis Absalon fandt beretningerne troværdige, skulle han kanonisere Kjeld og
bestemme, hvorledes han skulle fejres.
Sct. Kjeld i Øster Hornum kirke
