Om helgeners betydning i dag

Frodig Fromhed i Vest

Keltiske Helgenlegender

Af Harald Olsen
Høgskoledirektør ved Kunsthøgskolen i Oslo

Vort forhold til Helgener

Martin Luther kaldte helgenlegenderne for "Lügenden", altså løgnehistorier. Udtalelsen må forstås på baggrund af en situation i senmiddelalderen, da helgendyrkningen mange steder havde udviklet sig til noget langt mere end det, som var den oprindelige forståelse af helgenernes rolle og plads i kirken. I udgangspunktet lå en klar adskillelse mellem tilbedelse (adoratio) og æresbevisning (veneratio): Kun Gud kan tilbedes. Helgener skal kun hædres og holdes i ære.
Men i senmiddelalderen ser man mange eksempler på, at helgen-veneration udarter til helgen-adoration, til dyrkelse af døde mennesker og relikvier. Reformationens afvisning af denne udglidning er derfor forståelig.
 
Spørgsmålet er imidlertid, om noget værdifuldt er gået tabt, og at man med en totalafvisning af helgenfunktionen har afskåret sig fra vigtige kilder til tro og levende fromhed. Og om vi i det protestantiske og lutherske Norden er blevet hængende i en helgenangst og en helgenfobi, som i dag repræsenterer en hindring i forhold til at kunne udvikle en rig og levende kristen spiritualitet for det 21. århundrede.
 
I løbet af århundreder har helgener fungeret som eksempler og forbilleder for menneskene. Gennem det liv de levede, den død de fik, og ikke mindst gennem de holdninger, de værdier og den tro, de formidlede. Midt i et trosskifte, eller i andre situationer, hvor menneskene var udsat for stærke og modstridende impulser, har et levende menneskes eksempel, et forbillede af kød og blod, med tydelige og overbevisende symbolhandlinger, været lettere at forholde sig til end vanskelige teologiske principper og begreber - endda udtrykt i et nyt og fremmed sprog.
 
Helgenen var ikke noget fejlfrit menneske. Den vigtigste rolle som forbillede var at vise, hvordan Kristus kan tage bolig i et menneske - også et højst ufuldkomment menneske - og blive synlig i et menneskes liv og død. Det var i viljen til at satse sit liv på Guds sag at helgenens eksempel lå. Således var helgenen også en vejviser, som pegede på ham, som selv kaldte sig "Vejen, sandheden og livet".
 
I dette var helgenen et udvalgt menneske, et udvalgt redskab for Guds sag. Ikke i kraft af sig selv og sine egne evner og forudsætninger. Men i kraft af vilje til at lade sig bruge af Gud, til at lade sig fylde af hans forvandlende kraft, og gennem dette lade Kristus blive synlig.
 
Helgenen gjorde troen til noget nærværende og konkret, som man kunne forholde sig til. Og helgenens jordiske levninger og gravsteder gav det hellige fysisk forankring og en materiel manifestering, som man kunne relatere sig til i handling, ikke kun igennem forestillinger og i bevidstheden. Helgenens jordiske liv og levninger bidrog til at skabe hellige steder som man kunne valfarte til gennem pilgrimsvandringer, hvor man kunne udtrykke troen også igennem symbolhandlinger og ceremonier. Det fjerne og hellige blev på den måde konkret og nært. Og udfordrede hele mennesket, både krop, sjæl og ånd.
 
Helgenen som mellemmand var også en instans, som gik i forbøn for menneskene. I levende live, men i særlig grad og med speciel betydning efter at helgenen havde forladt dette liv. En følelsesmæssig identifikation med et menneske, som nu befandt sig i det hinsidige, bidrog til at udvide den enkeltes religiøse univers. Det hinsidige og evigheden blev noget nærværende og reelt, som gav menneskene en helt ny og grænsesprængende dimension i tilværelsen.
 
Relationen til helgenen gav menneskene en oplevelse af at tilhøre et stort fællesskab af levende og døde, et fællesskab som sprænger både tidens og stedets grænser. Det at tilhøre det universelle og tidløse fællesskab, de levende og dødes kirke, kunne udtrykkes i både billedlige fremstillinger og i liturgiske symbolhandlinger. Som i Østkirkens ikon kunst og dramatiserende liturgi. Helgenen er da på mystisk vis til stede blandt menneskene, i et helligt nærvær og del af et samtidighedens universelle fællesskab hinsides tid og rum.
Dette er et sådant samtidighedens fællesskab man sætter sig udenfor ved at afskrive helgenernes nærvær i sit liv: Forbilledet, vejviseren, mellemmanden, forbederen, en der gør det hellige konkret og fysisk tilstede i verden, og som materialiserer et universelt fællesskab mellem levende og døde, som sprænger tidens og rummets grænser. Det er et spørgsmål, om man ikke med dette også afskærer sig fra vigtige kilder til tro og levende fromhed.
 
Helgenernes liv tilhører mystikken og hjertesproget i troens verden. De udfordrer menneskene på områder, som overskrider tankens og meningernes sfære. De tilhører troens inderside og troens dybdedimensioner. Og det er åbenbart disse dimensioner, mennesker efterspørger og behøver ved overgangen til et nyt århundrede.
 
Den kendte katolske teolog og rådgiver under 2. vatikankoncil, Karl Rahner (1904-84) udtalte, at enten ville det 21.århundredes kristenmenneske være mystiker, eller også ville det ikke være kristent overhovedet. Kirkens evne til at varetage dette hjertesprog og disse dimensioner i troen vil åbenbart bestemme dens fremtid. I udviklingen af en spiritualitet, som tager vare på dette, synes der at være behov også for helgenernes nærvær.
 
 

Sct. Cuthberts sidste vilje

Givet til brødrene på Lindisfarne

År 687

 

1) Lev altid i fred med hverandre.
 
2) Når I mødes for at drøfte fælles sager, prøv altid at komme frem til enstemmige beslutninger.
 
3) Lev også i fred med naboerne.
 
4)Behandl aldrig nogen med foragt, men ønsk alle velkommen i klosteret.
 
5) Indbild Jer aldrig, at Jeres egen vej er så meget mere højværdig end den, de har, som har valgt at leve ude i verden.
 
6) Alle som deler den kristne tro er ligeværdige i Guds øjne.