Kirkevandring - kommunikation med det hellige

af Peter Ruge, præst og retræteleder
 
Kirkevandring er trospraksis.
En vandring til livsfornyelse. Målet er et helligsted: den lokale kirke – og formålet er at få kontakt.
Kirkevandring som spirituel praksis udsprang af en fælles erkendelse i det sogn på Als, hvor jeg var præst. Gudstjenesteforsøg med alternativ liturgi gav hverken flere kirkegængere, eller gjorde kirken mere vedkommende for os, som allerede havde valgt den. Inspireret af erfaringer fra pilgrimsrejser tog den tanke form, at det måske ikke gjaldt om at forny gudstjenesten, men om at forny vores egen holdning kirkebygningen og dens gudstjeneste.
 
Kirken er landskabets helligsted, hvor mennesker i århundreder før os er kommet sammen for at møde det hellige og få Gud i tale. Salmer, bønner og læsninger taler ind i den samme numinøse realisme. Vi udfører ritualer, hvor vi udtrykker forventning om, at det hellige giver sig til kende og påvirke os. Ret beset en ret dramatisk tanke, og når ritualet i praksis ikke virker voldsommere, må det skyldes, at vi ikke er bevidste om, hvad det er vi i har med at gøre.
 
Manglen på lidenskab
Noget, der slog os, var manglen på lidenskab: Hvor mange af os stillede egentlig til gudstjeneste med forventning om, at der i dag skulle ske noget afgørende nyt? Hvor mange af os kom til kirke for at få hjælp i et vigtigt anliggende eller for at spørge om mening?
Gudstjenesten er en god og glædesfyldt vane - men netop en vane i den forstand, at man kommer til kirke, læner sig åndeligt og fysisk tilbage - og lader gerne organist, kirkekor og præst om bære.
Så vi stillede os det spørgsmål: Hvem har dybest set ansvar for, at gudstjenesten får mening og bliver et møde med det hellige? Præst eller menighed? Og forsøgsvis satte vi os for at undersøge, hvad der sker, hvis vi påstår, at menigheden bærer ansvaret for at gudstjenesten bliver meningsfuld. Og at præsten har båret sit ansvar, når blot han/hun har forrettet gudstjenesten ordentligt og smukt sammen med kirkemusikken.
Hvordan bliver gudstjenesten da kommunikation med Gud, så det kan føles og mærkes?
Den ene forudsætning er, at man faktisk tror, at kirken og dens gudstjeneste kan være det helliges sted. At man møder op i kirken med forventning om, at hér kan en kraft give sig til kende, som er radikalt anderledes end ens almindelige virkelighed.
Den anden forudsætning er, at man kommer med et anliggende, som vedrører én lidenskabeligt. Meningsfuld kommunikation forudsætter, at man virkelig vil hinanden noget. Stiller man op overfor det største – dvs. overfor Gud, må det være med et livsproblem, som man ikke selv kan mestre, men som alvorligt nøder sig på hér og nu. Det må være afsæt for en bøn om hjælp.
Den tredje forudsætning er, at man må 'berede sig'. Og for os blev kirkevandringens praksis et givende redskab til beredelse. Vi øvede at vandre metodisk og bevidst. Dels for at iagttage opbygningen af intensitet. Dels for at gøre vandringens forskellige faser tydelige: fra hjemmet, gennem en overgangsfase til kirke – og fra kirke gennem en overgangsfase tilbage til hjemmet. Hver fase har sin egen afgørende toning i den samlede proces.
 
Vejen til kirke – og hjem
En kirkevandring i denne forstand indledes med, at man dage eller uger forinden har gjort sig sit anliggende klart. Anliggendet skal have vægt og være forbundet med oplevelsen af livsmening. Men alligevel skal det være formuleret konkret og så pågående, at man gennem det tydeligt kan bekende sit behov for hjælp som en bøn.
Vejen til kirke går man til fods, og man gør sig vejen lang. Kirkevejen er et tidsrum til at fordybe den erfaring af kaos, smerte og uorden, som ligger gemt bag ens anliggende. Man lader sin tilkæmpede, men skrøbelige orden krakelere - og husker bønnen. Man gør sig blød og modtagelig for hjælp.
Fremme ved kirke og gudstjeneste gør man sig overgangen bevidst: dette er det helliges sted - og hér er hjælp. Hele rummet er helliget. Gud kan derfor tale fra et sted og igennem det medie, man mindst af alt venter: Gennem et ubekendt menneske, der ofrer én et smil, gennem en salmelinie, gennem sommerfuglen, utidigt vågnet af vinterdvale, gennem et moment af indre stilhed - og nogle gange gennem præstens prædiken. Blot et enkelt ord kan være dét, der får det til at risle ned ad ryggen, når man aner, at man i sin bøn er blevet hørt og har fået svar.
Vejen hjem går man ligeledes til fods. Det er vigtigt at ofre tid på overgangen til den almindelige virkelighed. Erfaringen af kontakt skal bundfælde sig og omsættes til en beslutning om konkret, livsfornyende handling. Måske ikke selve løsningen på det livsproblem, man har vandret med, men med denne trospraksis er det nu sat ind i en afgørende ny dimension: fortællingen om mig og Gud
Tilbage i hjemmet og i den almindelige virkelighed er opgaven at gøre beslutningen om livsfornyelse til virkelighed. Det nye, man sætter i værk vil være organisk forbundet med det møde med Gud, som kirkevandringen har bragt i stand.
 
Det hellige giver sig til kende
Kirkevandring fortætter den klassiske pilgrimsvandring, som har overgangsritens struktur. Men hér vandrer man til sit eget landskabs eller sin bys hellige sted. Vi opdagede, at vandrer man metodisk, præcist og lidenskabeligt, giver det hellige sig til kende med tydelighed. Vandrer man upræcist og uopmærksomt, er der langt større chance for, at ens eget sind og egne tanker kommer til orde og lader sig forveksle med det helliges kommunikation.
Vi undersøgte formen ved vores lokale kirke, på kurser og retræter, og mange enkeltpersoner har taget idéen til sig. Så vi har rimelig sikker grund under påstanden om, at det virker. Endda så kraftfuldt, at man umuligt kan gå kirkevandring hver søndag. Har et reelt møde med det hellige fundet sted, fordrer det lang tids integrationsarbejde at bære det ind i ens almindelige virkelighed.
Imidlertid er der ingen grund til at undre sig over, at det virker. Ofte, når jeg fortæller om kirkevandring, er der én, som siger: "Jamen, sådan har jeg jo altid gjort, når jeg skulle i kirke". Og det er en kendsgerning, at mennesker både nu og tidligere, da adgang til hjælp med eksistentielle problemer var langt ringere end i dag, spontant har gjort det, som er kirkevandringens idé: de har beredt sig på at gå til Gud og til Guds hus for at få hjælp - og har fået det!
Så kirkevandring er ikke ny. Det er en praksis, som har udfoldet sig i det danske landskab gennem århundreder. Men i dette udkast med den protestantiske set afgørende pointe, at helligstedet ikke har den iboende kraft, som tidligere tider spontant ville tillægge det. Kirkens rum og gudstjenesten helliges af den vandrendes og af menighedens tro - som her viser sig overraskende levende og virkningsfuld. Det kan opleves som om det hellige står rede med svar, når blot mennesket i tro og tillid henvender sig præcist og lidenskabeligt.
 
Kirkevandring som spirituel praksis
Kirkevandring som spirituel praksis åbner nye veje. Det afgørende er, at det hellige, som både kirke og kultur har meget vanskeligt ved at forbinde med konkret erfaring, så tydeligt får et sted: gudstjenesten. Her kan den enkelte træde i bevidst kontakt, og f.eks. kan den selverkendelsesproces, vi kender som "personlig udvikling", på denne måde finde sted indenfor en kristen spirituel horisont - med kirken som center.
Kirkevandring som en metodisk spirituel praksis skaber nye muligheder for at integrere det hellige i dagligdagen. Det sker gennem de enkle konkrete livsændringer, hvor kommunikationen Gud er den konkrete tilskyndelse. Herved bliver Gud medskaber på den daglige virkelighed. Og over år bliver ens livsfortælling i mange facetter knyttet sammen med erfaringen af kontakt med det hellige. Helliggørelse – kunne man kalde det!
 
Menigheden ændrer sig
I sin målrettethed og i sit bevidste fokus udfordrer kirkevandring det tilbagelænede og lidenskabsløse i dansk kirkegangskultur. En holdning man også møder langt ind i den såkaldte pilgrimsbevægelse. Kirkevandring provokerer den mere med urette end med rette luthersk begrundede forestilling om, at man netop intet selv skal gøre for at fordybe relationen til Gud.
Kirkevandring har imidlertid umiddelbar appel til det segment indenfor og på randen af folkekirken, som fra terapi og selvudvikling har erfaring med at tage ansvar for egen indre proces. Og det virker tydeligvis ikke vanskeligt at overføre denne indre holdning til gudsrelationen.
Målet med kirkevandring er i luthersk perspektiv at stille mennesket modtagende overfor Gud. Her er – tror jeg – en nøgle til den folkelige myndighed, som er kernen i det almindelige præstedømme. Kontakten til det hellige fordrer netop ikke præstens formidling. Så måske er det for at indlære denne erfaring, at mennesker i disse årtier over hele Europa på ny er begyndt at vandre til det hellige.
 
Peter Ruge: "Kirkevandring – en spirituel praksis". Religionspædagogisk Forlag 2008.