- I næsten 120 år – fra 726 til 843 – herskede der stor uenighed i
kirken, om man kunne tillade at male billeder af det guddommelige. Den
såkaldte ikonoklastiske strid medførte at utallige ikoner blev fjernet
og tilintetgjort. Der er kun få bevarede ikoner fra før den tid – de
ældste fra omkring 500-tallet. Modstanden blev begrundet i frygten for,
at ikonerne blev genstand for afgudsdyrkelse. Man henviste bl.a. til Det
gamle Testamentes billedforbud.
- Det blev kejserinde Theodora fra Konstantinopel der endegyldige
sluttede striden i år 843.
- Fortalerne for ikonerne sejrede, men de blev tvunget til skarpt at
definere forskellen mellem et hedensk afgudsbillede og en ikon – det er
ikke billedet i sig selv, der tilbedes, men derimod den person, som
billedet forestiller.
- Hvad er en ikon
- En ikon er et billede af en hellig person eller begivenhed. Den kan
være malet på træ, udført som vægmaleri eller som mosaik. Det centrale
er imidlertid, at ikonen indgår som et synligt led i den ortodokse
kirkes liturgi (gudstjeneste). Den har lige så stor betydning som det
talte ord i hymner, bønner og evangelielæsning. Den er ligeværdig med
prædikenen, dvs. ikonen er for øjet, hvad prædikenen er for øret
- .
- Går man ind i en ortodoks kirke, står man ansigt til ansigt med
Kristus, Gudsmoderen, ærkeengle og ortodoksiens hellige kvinder og mænd.
Ikonerne udstråler en ophøjet ro, og personerne er ikke blot afbilledet
men opfattes som nærværende i rummet. Den, der betragter en ikon med en
hellig person, bliver samtidig betragtet, og ikonen bliver på denne måde
til et mødested mellem beskueren og det guddommelige.
|
 |