Ikoner

Ikonens historie
Ikon er et græsk ord som betyder billede. Ikonmaleriet har sin oprindelse tilbage til de tidlige vægmalerier i katakomberne i Rom omkring 200 år e.Kr. I år 325 e.Kr. gjorde Kejser Konstantin kristendommen til Romerrigets officielle religion. Han grundlagde Konstantinopel (Istanbul) som hovedstad i det Byzantinske rige. Den opblomstrende byzantinske kultur blev central for skabelsen af den tidlige ikon tradition.
 
I næsten 120 år – fra 726 til 843 – herskede der stor uenighed i kirken, om man kunne tillade at male billeder af det guddommelige. Den såkaldte ikonoklastiske strid medførte at utallige ikoner blev fjernet og tilintetgjort. Der er kun få bevarede ikoner fra før den tid – de ældste fra omkring 500-tallet. Modstanden blev begrundet i frygten for, at ikonerne blev genstand for afgudsdyrkelse. Man henviste bl.a. til Det gamle Testamentes billedforbud.
Det blev kejserinde Theodora fra Konstantinopel der endegyldige sluttede striden i år 843.
 
Fortalerne for ikonerne sejrede, men de blev tvunget til skarpt at definere forskellen mellem et hedensk afgudsbillede og en ikon – det er ikke billedet i sig selv, der tilbedes, men derimod den person, som billedet forestiller.
 
Hvad er en ikon
En ikon er et billede af en hellig person eller begivenhed. Den kan være malet på træ, udført som vægmaleri eller som mosaik. Det centrale er imidlertid, at ikonen indgår som et synligt led i den ortodokse kirkes liturgi (gudstjeneste). Den har lige så stor betydning som det talte ord i hymner, bønner og evangelielæsning. Den er ligeværdig med prædikenen, dvs. ikonen er for øjet, hvad prædikenen er for øret
.
Går man ind i en ortodoks kirke, står man ansigt til ansigt med Kristus, Gudsmoderen, ærkeengle og ortodoksiens hellige kvinder og mænd. Ikonerne udstråler en ophøjet ro, og personerne er ikke blot afbilledet men opfattes som nærværende i rummet. Den, der betragter en ikon med en hellig person, bliver samtidig betragtet, og ikonen bliver på denne måde til et mødested mellem beskueren og det guddommelige.
 
 
Ikonen er tavshedens forkyndelse. Et vindue mod et åndeliggjort univers, som skal forstås med hjertet.
Ikonen skal ikke tilbedes, men æres med korstegn og kys; de afbildede personer er modtagere af vore bønner, - de Hellige går i forbøn for os.
 
I den byzantinske kunst er motiverne nøje udvalgt for at vise den kristne kirkes lære. Alt vises med mådehold og beherskelse i overensstemmelse med en årtusind gammel tradition.
 
Trofasthed i måden at afbillede de hellige personer og begivenheder på er vigtig for at sikre genkendelighed og ægthed ved billedet, således at vi stadig efter de mange år kan genkende de bibelske motiver. En vigtig forudsætning herfor er, at ikonmaleren arbejder i ydmyghed og bøn.
 
Ikonmaleri i nutiden
I senmiddelalderen blomstrede ikonmaleriet i russiske byer som Novgorod, Vladimir og Moskva. Også Grækenland havde flere centre.
 
I sidste halvdel af 1900 tallet er ikonmaleriet blevet populært flere steder i Europa, og efter Sovjetstyrets fald er der igen kommet en opblomstring i Rusland.
 
I Armenien, Georgien, Ukraine, Balkan, det kristne Nærorienten og Etiopien er ikonen fortsat et centralt udtryk for den religiøse identitet. Også i det katolske Polen spiller den en vigtig rolle

 

Ikoner er ikke kopier men GENTAGELSER
 
Sådan fremstilles en ikon
læs om det her
 
Viborg Pilgrimscentrums ikoner
læs mere her