Jordnært og Himmel-åbent

Min kone og jeg var i juli måned på pilgrimsvandring for første gang i vores liv. Vi havde glædet os meget – og været spændte: hvordan ville det – ja, bogstaveligt talt: - gå? Så relativt mange kilometer, så mange dage i træk? Så tæt et samvær med mennesker, der på forhånd var vildtfremmede? Og ville vandringen give anledning til den indre samling og fordybelse, som vi håbede på?
 
At det lige blev Sct. Kelds-vandringen d. 5.-11. juli, vi meldte os på, skyldtes ikke særlige relationer til Sct. Keld, men helt lavpraktisk, at det var i den uge, vi havde ferie.
 
Hvordan var det så?
Varmt inkluderet
For det første følte vi os fra første sekund, da vi troppede op ved Vor Frue Kirke i Ålborg, i den grad varmt taget imod og budt velkommen af turlederne. Vi oplevede os set (og selv, når man er nået op i 50-erne gør det fortsat godt at opleve sig set…). Præsten i Vor Frue Kirke delte den vidunderlige bibeltekst fra Lukas-evangeliet kap. 15 om faderen, der betingelsesløst elsker begge sine sønner; både den ødsle og oprørske yngste søn, der har spildt hele arven og nu kommer afpillet hjem, og den ældste yderst gnavne søn, der er blevet hjemme og ærlig føler sig lidt snydt og synes, at nu går tilgivelsen og kærligheden altså over gevind. Den beretning var god at have med sig de kommende dage.
 
Natur og kultur
Så begav vi os ud i den himmerlandske natur, først gennem Østerådalen, syd for Ålborg. Når man er vant til at fare af sted i bil, på vej fra A til B så hurtigt som muligt, er det en helt ny verden, der åbner sig, når man i stedet bevæger sig langsomt fremad skridt for skridt. Og endnu bedre bliver det, når man har vidende turledere, som på relevante steder standser op og deler ud af deres viden om den natur, vi ser, og de historiske begivenheder, som samme natur har været arena for.
 
Sammen undervejs:
Vi var 15 pilgrimsvandrere sammen på denne tur. Vidt forskellige, naturligvis, med hensyn til baggrund, temperament, livsbagage og tro. Og alligevel i den grad fælles om at være mennesker sammen på denne klode. Og lige nu var vi fælles om at gå på disse små, smukke stier og veje fra Ålborg til Viborg. Så – udover at være stille sammen – blev det også både til meget small-talk og deep-talk; både om vejr og vind og om liv og lidelse og erfaringer og spekulationer. I min lille notes-bog skrev jeg en aften følgende:
 
Jeg bliver udfordret og beriget af at følges med og komme tæt på mennesker, hvis livsbagage er pakket i anderledes kufferter end min, men dog med stort set samme indhold og samme vægt.
 
… Mennesker, som til dagligt trosmæssigt går andre ruter, end jeg gør – og dog er det den samme jord, vi bevæger os på.
 
… Som bruger andre ord end jeg - og dog er det den samme længsel, vi forsøger at udtrykke.
 
… Som umiddelbart er fremmede – og dog er vi dybt forbundne med hinanden som bærere af drømme, smerter og glæder.
 
… Som undertiden har andre livsforklaringer, end jeg har – og dog:
hører vi de samme lærkers sang,
stikker vore hænder i de samme hindbærkrat og kan ikke rigtig komme videre (mens turleder, Karen, peger på klokken… men vi får hele tiden øje på flere røde bær, der frister…)
nyder svedende den samme svalende brise…
 
Pilgrimstur er ikke lig med slankekur!
Jeg glædede mig til at komme hjem på vægten! 125 km´s vandring på en uge, det måtte da kunne aflæses… Ja, det kunne også: jeg havde taget halvandet kg på! Forstående venner har forklaret mig, at det skyldes voksende benmuskler, og at muskler er tunge; men de griner smørret, mens de siger det! Nej, sandheden er, at vi på denne Sct. Keldsvandring spiste ualmindelig godt og rigeligt, og blev forkælet og vartet op af de søde mennesker i følgebilen. Som vi dog nød det, når vi om aftenen var nået frem til dagens destination og fået skoene af og fået luft i madrasserne og bredt soveposerne ud… og så sidde og nyde maden og aftensolen og fællesskabet.
 
En anden form for måltid var det, når vi besøgte nogle af de kirker, vi nåede undervejs. At sidde der og besinde sig på Gud, Skaberen og Genopretteren, var for mig inderligt godt. Det glædede mig at tænke på, at han, Den største, ikke er fjern og ligeglad i sin storhed, men dybt involveret med sin kærlighed i hvert enkelt menneske og i den verden, der desværre er ved at slå sig selv i stykker. Og jeg tænkte på, at Jesus om nogen var en pilgrim, der begav sig ud på den længste af alle rejser – fra Himlen til jorden – for at nå os med sin kærlighed.
 
Når Den Størstes fodtrin rører stiens sten,
lige der, hvor jeg til daglig går og sveder,
og jeg hører lyden af hans skridt igen,
ved jeg, han er nær mig alle livets steder.
 
Når Den Evige en jordnær julenat
nyfødt svøbes i historiens minutter,
tar et uophørligt nærvær kærligt fat;
kærlighedens kongerige aldrig slutter
 
Når Den Levende er død af korsets kys,
når han rammes hårdt af alt, som er af lave,
og han bryder natten med sit morgenlys,
kan opstandelse nå ind i alle grave.
 
Når Den Godes rene skaber-åndedræt
puster liv igennem alle verdens egne,
kan jeg ånde ind igen, når jeg er træt,
rejse mig med kraft i stedet for at segne.
 
Når Den Seende har lukket op mit blik,
så jeg drages ind i glansen fra hans øjne,
blir det tydeligt igen, det liv, jeg fik;
lyset annullerer mørkets dystre løgne.
 
For han er her, vandrer, lider, skaber, ser.
Han er den, der gir os elskede at være.
Kærlighedens stærke skaberkraft er her.
Genoprettelse er uafbrudt på færde.
 
Tak for turen!
 
Gunni Bjørsted, Frederiksværk