Ejsing kirke

Ejsing kirke

Kirken stammer fra sidste halvdel af 1100-tallet. Siden er kirken udvidet i flere omgange. Først blev det nuværende kor opført i gotisk stil og ikke så længe efter sakristiet ved siden af koret. Også et tårn fik kirken tillige med et våbenhus på kirkens sydside.
Men det, som gør kirken anderledes er dog de oprindelige 4 kapeller på kirkens nordside og det ene kapel på sydsiden. Kapellerne er fra omkring år 1400. Det særlige er de 5 saddeltage, hver med sin blændingsgavl, over hver sin del af dette specielle nordskib. Der har været tale om sidealtre, men nu er de en del af kirkerummet
På skibets østvæg bag døbefonten er en sengotisk egetræsfigur af Sct. Dionysios (parisisk biskop med sin mitrasmykkede isse i hånden).

Kalkmalerierne er fra den seneste middelalder, omkring 1500
Døbefonten er kirkens ældste stykke inventar og er en meget smuk, romansk granitfont, der rummer både en indskrift og udhuggede billeder.

Prædikestolen, der er forsynet med lydhimmel, er fra 1656. Det er et meget flot stykke håndværk, udført i barokstil og med meget rigt snitværk.

Tårnuret er fra 1955, men selve urværket er udskiftet i 2010-
Klokkespillet med 20 klokker blev indviet i 1992. Det spiller hver dag kl. 9, 12 og 18.

 


Ejsing kirke