Vandre-rejse til Bingen/Rüdesheim i 2019
 

Udrejse: Mandag den 9. september 2019 ca. kl. 06.00.
Hjemrejse: Lørdag den 14. september 2019 ca. kl. 08.00.
Hjemkomst til Viborg ca. kl. 22.00.

Vi har denne gang valgt at indgå i samarbejde med Unitas Rejser om rejsen til Bingen/Rüdesheim. Det er således Unitas Rejser, som står for alt det praktiske med bus-kørsel og overnatning, imens vi stadig selv planlægger og gennemfører de forskellige aktiviteter.

Der er ca. 13 timers kørsel til Rüdesheim incl. obligatoriske pauser for chauffør. Ankomst Rüdesheim ca. kl. 19-20.00.

Overnatning: foregår på Jugendherberge Rüdesheim, Jugendherberge 1, 65385  Rüdesheim
Tel.  0049 - 06722 2711 -    mail: jh-ruedesheim@jugendherberge.de

På vandrerhjemmet overnatter vi i flersengs-stuer. Der erværelser til 2 personer, men også til både 3, 4, 6, 8 og 12 personer. Vi har forsøgt at reservere de mindste, men det kan vi ikke få lovning på, da perioden i september er deres højsæson, så de vil ikke på forhånd lade os lægge beslag på alle de små værelser.


Hildegards Kloster
 

Pris: Aftalen med Unitas Rejser betyder en pris på kr. 3.150,- pr. person.

Heri er medregnet bus-rejse frem og tilbage, samt bus til rådighed i dagene i Rüdesheim. Alle overnatninger som er incl. morgen- og aftensmad. Der kan ikke laves mad eller opbevares madvarer på Vandrerhjemmet, men de kan stille en madpakke-service til rådighed, så vi selv kan smøre madpakker og det koster ekstra 40 kr. pr. gang (bestilles senere, når vi ved, hvordan dagsprogrammet bliver).

Tilmelding: Send besked til Steen på steen@europilgrim.dk om, at du ønsker at deltage. Herefter sender jeg et tilmeldingsskema, som skal udfyldes og returneres. Det kan foregå via mail eller almindelig post. Jeg skal have tilmeldingsskemaet senest den 31. dec. 2018. Jeg sender den samlede tilmelding til Unitas Rejser, som udsender bekræftelse til hver enkelt tilmeldt – samt opkrævning på depositum ca. 800 kr. som skal betales senest 8 dage efter. Restbeløb betales 2 måneder før rejsen. En del af depositum – ca. 300 kr. – kan ikke refunderes (bestillingsgebyr på vandrerhjemmet).

Prisen er udregnet i forhold til 30 tilmeldte. Bliver vi færre må der forventes en mindre stigning i prisen – og bliver vi flere vil prisen falde en smule – men det er under forudsætning af, at der er ledig overnatnings-kapacitet.

Program for dagene er endnu ikke fastlagt, men vi beregner hver dag en kortere eller længere pilgrimsvandring til de forskellige steder, hvor Hildegard af Bingen har sat sine spor. I løbet af foråret 2019 vil vi arrangere et par møder for de medrejsende med tema om Hildegard – måske oplæg fra kompetent person. Har I ideer, så fremkom gerne med dem. Tak.

Venlig hilsen fra Kate og Steen (som allerede glæder sig til turen).