Tale ved
Viborg Pilgrimscentrums indvielse af nye lokaler på Villavej i Viborg
lørdag d. 10. november 2012

Tillykke Viborg Pilgrimscentrum!
 

Tillykke pilgrimme!
 

Tillykke Viborg Stift!
 

Tillykke medlemmer!
 

Tillykke Viborgs turister!
 

Tillykke bestyrelse!
 

Hvorfor alle disse tillykker. Jo, fordi Viborg pilgrimscentrum gennem en lang og besværlig vandring er kommet igennem en vanskelig vejstrækning. Vi er ikke ved vejs ende, for der er stadig meget at gøre. Men de sidste par år i Viborg Pilgrimscentum kan sammenlignes med en pilgrimsvandrings allervanskeligste dage – som en vandring gennem meseta på caminoen i Spanien med dens uendelige hede, lange seje og øde strækninger med smertefulde indre refleksioner og opgør – eller som gennem de stejle bjerge lige efter Le Puy på pilgrimsvejen i Frankrig, der hvor kræfterne let slipper op. Men nu er vi heldigvis kommet frem til en dejlig afklaring og vi har vundet en stor frihed. Dette er baggrunden for mine lykønskningen.
 

Selv om formanden, Ulla Kobberup, netop har fortalt om de mange flotte arrangementer, der er gennemført i den senere tid, må vi ikke glemme, at de sidste par år også har været præget af frustration. Der er sket et radikalt brud med Viborg Stift. Medlemmer har grædt. Mange har bekymret sig om pilgrimsbevægelsens fremtid. Nogle har trukket sig, andre har forsøgt at finde nyt ståsted. Min lykønskning er en anerkendelse af, at vi er kommet igennem nogle nødvendige kriser og at Viborg Pilgrimscentrum ser ud til at kunne fortsætte på et fornuftigt grundlag. Og det kan vi alle være glade for.
 

Faktisk behøver de mange brud ikke at være dårlige. For heri ligger også en sund frihed. Jeg tænker på, at pilgrimscentrum og stiftet har sat hinanden fri. Det betyder, at hver part kan gennemføre pilgrimsaktiviteter, der er mere klare i overensstemmelse med eget grundlag. Dette betyder ikke, at kontakten er lukket mellem stift og forening. Nej, det betyder, at vi fortsat kan inspirere hinanden og fortsat kan finde områder til samarbejde. Det er sådan set kun stiftets "ejerskab" til Viborg Pilgrimscentrum, der er ophørt. Længe syntes jeg, at det var vigtigt, at man havde en kraftig relation mellem Viborg Stift og Viborg Pilgrimscentrum; men jeg må nu indse, at en sådan relation ikke nødvendigvis er sund – husk at en tidligere pilgrimspræst, Elizabeth Knox-Seith, i en kronik omtalte pilgrimme som "vilde katte", hvilket hun så som modsætning til den traditionelle opfattelse af, at kirkesøgende betragtes som "får". Med den nye ordning stiller man medlemmerne (pilgrimmene) frit, fx kan jeg fortsat være en ivrig kirkegænger samtidigt med at jeg er pilgrim med medlemskab af Viborg Pilgrimscentrum.
 

Hvorfor kommer vi ud i sådanne kriser? Hvorfor er de nødvendige? Disse spørgsmål har jeg ofte stillet mig. Vi har set tilsvarende mellem pilgrimsforeningerne i Norge og senest i Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Ofte vil man forklare det med personfnidder eller personer med ubalancerede egostrukturer, der fører sig frem. Her i Viborg, tror jeg, har mere principielle ting gjort sig gældende. Konflikterne har med Viborg Pilgrimscentrums oprindelige grundlag at gøre, og hvordan dette grundlag har skullet tilpasse sig vor danske egenart. I Danmark skal en forening som vores tilpasse sig moderniteten med sin nutidige opfattelse af, hvordan vi som mennesker oplever vor spirituelle søgen og vort gudsforhold. Lad mig belyse dette ved at sammenligne pilgrimsbevægelsen omkring Viborg med forholdene i Sverige og Norge:

Sverige er det første land i Norden med en organisering af pilgrimmene. Under Svenska kyrkan, Linköpings stift, oprettede man et pilgrimscentrum i Vadstena i samarbejde med et det lokale menighedsråd. Alt blev indrettet økumenisk, idet ikke mindst den katolske kirke var interesseret og indforstået. Den Svenske kirke har lige siden været den drivende kraft i den svenske pilgrimsbevægelse og man kan næppe være svensk pilgrim uden at mærke Svenska kyrkans indflydelse. Vadstena Pilgrimscentrum står lysende stærk. For at forstå denne styrke må man forstå, at de folk, der tog initiativet til centret og som siden har støttet det i alle årene, er folk for hvem pilgrimsbevægelsen og dens virke har været grundlæggende forbundet med deres eksistens som menneske. De tog nemlig som unge teologer på en pilgrimstur til Ægyptens ørken. De for vild og havde alt for lidt vand med. De var således bange og måtte hver især spekulere på om de nogensinde ville vende hjem til Sverige. De gennemgik sammen en eksistentiel krise, men havde teologien og deres bøn til fælles. De udviklede naturligvis et venskab. De blev reddet og kom hjem til Sverige. Den ene var Martin Lönnebo, som bl.a. er "opfinderen" af Kristuskransen, der nu er kendt af kristne i alle Luthersk funderede lande. Den anden var Martin Lind som senere blev biskop i Linköbing stift, hvorunder pilgrimscentret blev oprettet. Den tredje var Hans-Erik Lindström, der senere blev leder af pilgrimscentrum og som har bygget det op ved bl.a. at vandre Sverige tyndt. Flere andre var med i Ægypten. Det helt afgørende for Vadstena Pilgrimscentrum har været, at det er opbygget af stærke, groundede teologer med en fælles og altafgørende pilgrimsoplevelse.

En af de første gange jeg mødte Kis Bødker, stifteren af Viborg Pilgrimscenter, var efter, at hun havde vandret til Vadstena. Hun var blevet meget begejstret og henvendte sig til den daværende domprovst, Arnt Jessen Hansen, hvorefter de hurtigt blev enige om at etablere Viborg Pilgrimscentrum. De var naturligvis stærkt inspireret af den succes, som man så omkring Vadstena Pilgrimscentrum. De brugte Vadstena som model. Man sikrede en naturlig tæt tilknytning til Viborg Stift og baserede sig i øvrigt på det økumeniske. Stiftet stillede lokaler til rådighed hvor pilgrimmene kunne mødes og havde kontor, og nogle år senere ansattes en pilgrimspræst på deltid.
 

I Norge så det helt anderledes ud. Her havde man en ung kulturperonlighed, Eivind Luthen, som havde været i Santiago de Compostela. På baggrund af hvad han så, etablerede han Pilegrimsfellesskapet St. Jakob med eget kontor og har lige siden udgivet nordens bedste pilgrimstidsskrift. Senere begyndte nordmænd at promovere Nidaros domkirken i Trondheim som pilgrimsmål. Da Norge er en relativ ny selvstændig stat, spiller norsk identitet og dermed norsk historie og kulturhistorie en afgørende rolle for norske pilgrimme. Denne for mig overdrevne "lokalhistoriske" tilgang til pilgrimsbevægelsen er vanskelig at forstå for danske pilgrimme, for hvem det har været afgørende at vandre ud i verden (Europa). Men i Norge er det lykkedes at komme på finansloven som en del af Kulturarvsstyrelsens budget på 11 millioner gode norske kroner om året. Ja, man har oprettet omkring 11 stillinger til fremme af pilgrimsvejene i Norge. Selvfølgelig har der været en polarisering i Norge mellem på den ene side de pilgrimme, der ser ud af Norge og på den anden side dem, der ser pilgrimsbevægelsen som redskab til fremme af norsk kirke og kultur. Forenklet sagt kan man sige, at nordmænd tager mere sit land med sig på pilgrimsvandring end sin kirke.
 

Danmark er det nordiske land, hvortil pilgrimsbevægelsen opstod senest. Foreningen af Danske Santiagopilgrimme blev stiftet d. 13. november 1999 af pilgrimme, der havde vandret til Santiago de Compostela. Enkelte havde sågar vandret helt fra Danmark og dermed lagt navn til radioudsendelser og talrige foredrag. I 2001 blev de første skridt til Viborg Pilgrimscentrum taget og flere andre foreninger er siden kommet til. Enkelte danske teologer med erfaringer fra vandring til Santiago de Compostela har været kraftigt medvirkende til, at også danske kirker er blevet inspireret til at beskæftige sig med pilgrimstanken. Danmark har således på den ene siden været præget af en nutidig folkelig spiritualitet og på den anden side en kirkelig (og dermed fromhedsorienteret) spiritualitet. Men faktisk er danskere karakteriseret ved ikke at ville ejes, ikke at ville underlægge sig andres teologiske dogmer, men at tage ansvar for egen udvikling, også den åndelige. Vi er "vor egen", som de vilde katte siger. Men danskeren befinder sig også i moderniteten – eller rettere i senmoderniteten – hvor vi i stor frihed og med personligt ansvar både vil være rationelle, under indflydelse af ånd og i venligt samarbejde med hinanden.
 

Det er ikke så sært, at man i Viborg har skullet arbejde et par år med egen selvforståelse. Man har nu fundet et nyt fundament, der er i større overensstemmelse med især danske pilgrimmes sindelag. At omstillingen er lykkedes, er en bedrift. I denne kreds her må takken specielt rettes til bestyrelsen for deres store indsats. Det har været et svært vejstykke, som vi er kommet igennem og som vi kan lykønske hinanden med. Der er vundet en kostbar frihed for alle pilgrimsinteresserede, og dermed kan eventyret fortsat udfoldes på vor pilgrimsfærd.
 

Tillykke!

 

Bent Jul, www.pilgrimsliv.dk